Standard betingelser for konsulenter der arbejder hos Interim Competence (IC) og IC’s kunder
Generelt
Konsulenten har kun krav på honorar for de af IC’s kunde godkendte arbejdstimer, som konsulenten har udført på IC’s kundes projekt og som ligger indenfor det i konsulentaftalen til enhver tid gældende total antal estimerede arbejdstimer.
Konsulenten er ikke berettiget til vederlag for arbejde udført med henblik på deltagelse i kunde/leverandørmøder omkring samarbejdet og evt. administrative opgaver om samarbejdet.
Ejendoms- og brugsret
Alt hvad konsulenten producerer for IC eller IC’s kunde vil enten være IC’s eller IC’s kundes ejendom afhængig af den aftale, som IC indgår med IC’s kunde. Rettigheder til programmel, dokumentation, kursusmateriale m.v. som konsulenten evt. medbringer i forbindelse med opgaven, vil være IC’s eller IC’s kundes ejendom med mindre andet skriftligt aftales mellem parterne.
Konsulenten indestår overfor IC for, at leverede ydelser ikke krænker andres rettigheder, herunder patenter eller ophavsrettigheder.
Ansvar og ansvarsbegrænsninger
Ansvar
Konsulenten er ansvarlig for det udførte arbejde og forpligtet til at erstatte og skadesløsholde IC og IC’s kunde for enhver skade eller ethvert tab forårsaget af konsulenten under arbejdets udførelse, hvad enten sådanne krav rejses af IC, IC’s kunde eller tredjepart, dog med begrænsninger som specificeret herunder i ”Ansvarsbegrænsninger”.
Ansvarsbegrænsninger
Konsulenten kan ikke gøres erstatningsansvarlig for IC’s kundes driftstab, tabt avance eller andet indirekte tab.
Afvigelser i forhold til projektplanen
Konsulentens arbejde fastlægges i samarbejde med den projektansvarlige hos IC’s kunde i forbindelse med udarbejdelse af detaljerede projektplaner m.v.
I projektplanen medtages konsulentens planlagte deltagelse på projektet.
Planlagt afvigelse i forhold til projektplanen aftales med IC’s kunde, og IC informeres straks.
Ikke planlagt afvigelse til projektplanen meddeles IC og IC’s kunde senest kl. 9.00 samme dag.Ved større fravigelser i forhold til konsulentens deltagelse i henhold til projektplanen er konsulenten forpligtet til at finde en kvalificeret afløser.
Specielle forhold vedrørende fakturering af tid
Ved generelle informationsmøder afholdt af/hos IC’s kunde f.eks. ”hvordan går det i forretningen IC’s kunde” o.l., faktureres ikke og det står konsulenten frit om han vil deltage. Dette gælder også receptioner, fødselsdage o.l. Ved uddannelse, teambuilding o.l., som IC’s kunde kræver at konsulenten deltager på for at kunne løse den stillede opgave, faktureres 50 % af tidsforbruget for selve kurset.
Ved tid forbrugt på seminarer, informationsmøder, workshops o.l. der er relateret til projektet/opgaven konsulenten arbejder på eller skal arbejde på, faktureres 100 %.
Tavshedspligt
Der opretholdes absolut tavshedspligt om forhold konsulenten under arbejdet bliver bekendt med hos IC og IC’s kunde. Forholdet gælder både systemer og øvrige forhold som konsulenten måtte blive bekendt med. Den absolutte tavshedspligt omfatter også honorar og aftalevilkår med IC. Tavshedspligten er gældende også efter aftaleperiodens udløb.
Konsulenten forpligter sig til, såfremt IC’s kunde ønsker det, at underskrive separat tavshedserklæring. I det omfang underskrevne tavshedserklæringer indeholder bestemmelser om betaling af konventionalbod og erstatning ved overtrædelse erklærer konsulenten at ville friholde IC for ethvert beløb, IC måtte blive tilpligtet at betale til IC’s kunde i henhold til de nævnte erklæringer i det omfang betalingsforpligtelsen kan henføres til konsulentens overtrædelse af erklæringerne. Konsulenten er ligeledes forpligtet til at overholde markedsføringslovens § 10 om erhvervshemmeligheder.
Konsulentens øvrige forpligtelser
Konsulenten skal foretage en ugentlig registrering af forbrugt tid til IC’s kunde efter de af IC’s kunde fastsatte retningslinjer. Konsulenten forpligter sig endvidere til at udfærdige en ugentlig tidsrapport til IC i overensstemmelse med IC’s nærmere anvisninger.
Konsulenten forpligter sig til at anvende de standarder, der er gældende hos IC’s kunde for så vidt angår konsulentens arbejde, samt til at overholde de sikkerheds- og rusmiddelregler der er gældende hos IC’s kunde. Konsulenten skal overfor IC’s kunde repræsentere og promovere sig alene som IC konsulent ligesom konsulenten overfor IC’s kunders kunder skal repræsentere og promovere sig alene som IC’s kundes konsulent.
Såfremt konsulenten kan vurdere, at den leverance IC’s kunde ønsker udført kan ske på en for IC’s kunde mere optimal måde, skal konsulenten informere IC og IC’s kunde straks herom. Bliver eller forventes en leverance at blive løst på en uhensigtsmæssig måde, f.eks. uden dokumentation, skal konsulenten straks informere IC og IC’s kunde herom.
Straks hvor konsulenten må forudse en risiko for overskridelse af tidsestimatet for konsulentens leverance, har konsulenten pligt til straks at give begrundet og skriftlig meddelelse herom til IC og IC’s kunde. Hvis konsulenten ikke giver IC og IC’s kunde meddelelse rettidigt herom, er konsulenten ikke berettiget til vederlag for de timer, som løber på, ud over estimatet.
I forbindelse med opgavens ophør er konsulenten – uanset ophørsgrund - forpligtet til aktivt at medvirke til videreoverdragelse af opgaven til tredjemand.
Konsulenten har pligt til løbende at holde sig ajour med de til enhver tid gældende sikkerheds- samt personaleadfærdspolitikker hos IC’s kunde.
Garantier
Konsulenten indestår for, at alle konsulentens leverancer og ydelser leveres i overensstemmelse med ”best practice” i branchen og indenfor det pågældende område leverancen eller ydelsen vedrører.
IC’s kunde indestår for at konsulenten enten via IC’s kundes Intranet får adgang til eller på anden måde sørger for at konsulenten er i besiddelse af de til enhver tid gældende fastsatte retningslinjer og sikkerhedsforskrifter for konsulentens direkte adgang til IC’s kunde og/eller IC’s kundes kunders edb-installationer.
Konsulenten indestår for, at gøre sig bekendt med og siden at efterleve de til enhver tid gældende regler og normer:
for fysisk sikkerhed og færdsel på IC’s kundes område samt i forbindelse med brug af PC’er og terminaler som enten direkte eller indirekte er tilkoblet IC’s kundes net, samt omgang med og brug af informationer, der er IC’s kundes ejendom.
Konsulenten indestår for at konsulentens erfaring, kompetencer, personlighed og uddannelse stemmer overens med konsulentens CV, der ligger til grund for konsulentaftalen.
Kundeklausul
Parterne er enige om at det er etik, moral og gensidig respekt der regulerer denne paragraf.
Interim Competence A/S Marielundvej 17 2730 Herlev Kontorer i Aarhus og Aalborg Tlf. +45 70 225 200 Fax +45 70 225 201 CVR-nr. 26 65 09 92 Info